Torvet – læs om DRs julekalender her
I DR-julekalenderen Torvet fra 1981 følger man beboerne i en ukendt dansk by. Juletræssælgeren Karl Emil bor i en skurvogn på torvet, hvor han snitter figurer af træ og sælger juletræer. Børnene Stine og Jens er kommet til at knække et af Karl Emils juletræer. Derfor besøger de hver dag Karl Emil og hjælper ham med at passe forretningen for at gøre skaden god igen. I den modsatte ende af toget har Ella en pølsevogn. Her mødes byens beboere hver dag for at synge sammen med gårdmusikanterne.
Livet på torvet lyder måske fredeligt, men en entreprenør truer julen. Han har planer om at rive torvets charmerende gamle bygninger ned og i stedet opføre en parkeringsplads og moderne betonbygninger. Entreprenøren ser torvet og butikkerne som noget gammelt bras, men byens borgere kunne ikke være mere uenige.
En julemission
Planerne om, at torvet skal rives ned, gør byens beboere nedtrykte, men Ella og Karl Emil mister hverken modet eller julehumøret. De er sikre på, at det vil blive jul på det lille torv. Karl Emil har nemlig en plan. Det er snart jul, så måske lidt trylleri kan redde torvet i den lille by? Med Ella og Karl Emil i spidsen kæmper byens beboere nu for at bevare det hyggelige torv. Samtidig måler entreprenøren op og lægger planer.
Udover Karl Emil, Ella og børnene Stine og Jens følger vi i julekalenderen flere af byens beboere og handlende. Vi møder politimanden, der efterforsker om juletræssælgeren Karl Emil overhovedet må sælge juletræer. Politimanden vil gerne se Karl Emils ”tilladelse-se” til at sælge træerne. Vi møder også cykelsmeden, der forsøger at opfinde en ny slags cykel, og barberen, der vil lave et tæppe af hår. Og så er der skorstensfejeren og bagerjomfruen, som i bedste juleånd er forelskede. De er alle truede af entreprenørens moderniseringsplan, som vil lukke alle byens forretninger. Byens folk gør, hvad de kan, for at det skal blive jul. De kæmper med julepynt, fællessang og hjertevarme for at bevare byens elskede torv.
Torvet blev sendt på DR i 1981 og genudsendt i 1987. Poul Reichhardt spiller rollen som den godmodige juletræssælger Karl Emil. På rollelisten er også Birgit Zinn, der spiller den omsorgsfulde og optimistiske pølsesælger Ella. Børnene Stine og Jens bliver spillet af Maria Holkenfeldt Behrendt og Stephan Læssøe Stephensen.