Cirkus Julius – læs om den farverige julekalender her
I DR-julekalenderen Cirkus Julius fra 1988 følger man cirkusdirektøren, hans datter Angelina og deres alt-mulig-mand. Det har været en barsk sommer for Cirkus Julius, da tilskuertallene har været rekordlave. De andre artister i cirkusset er faldet fra, i takt med at tilskuertallene er dalet. Familien fra Cirkus Julius har derfor brug for et sted, hvor de kan overnatte vinteren over. Cirkus Julius skal øve deres cirkusnumre, så næste års cirkus kan blive en bragende succes.
Men det er slet ikke så let. Direktøren og hans datter i Cirkus Julius har nemlig mistet deres telt. Cirkusdirektøren, Angelina og alt-muligt-manden kan heller ikke overnatte på den gård i Jylland, som de normalt bor på om vinteren. Derfor søger de til Odense, hvor direktørens fætter heldigvis ejer en tidligere sukkerfabrik. Her sover de og øver sig på de kunster, de skal vise i deres cirkus det kommende år. Cirkusfamilien har også en hvid kanin, en gris og en gorilla ved navn Brutalis med sig til sukkerfabrikken i Odense.
Undervejs i julekalenderen opdager de dog, at de ikke har råd til at betale huslejen. Mens de forsøger at skaffe penge, bliver de hele tiden drillet af nisserne, der bor i sukkerkogeriets kedler. Skurken i julekalenderen er den strenge Ebba Dagny Blommenfeldt, der elsker at følge regler. Hun forsøger at få cirkusfamilien smidt langt væk fra sukkerfabrikken i Odense.
En særlig julekalender
Cirkus Julius blev sendt i 1988, men den er aldrig blevet genudsendt. Julekalenderen var ellers ganske særlig, da afsnittene blev optaget den samme dag, som de skulle sendes i tv om aftenen. Det betød, at seerne kunne komme med forslag til julekalenderens sange og replikker. De vers, som seerne foreslog, blev en del af de sange skuespillerne sang i julekalenderen. Manuskriptforfatteren Martin Miehe-Renard kunne også inddrage seernes kommentarer i dagens afsnit. Den eneste undtagelse var, at alle klip med nisserne, var optaget på forhånd i DRs studie i Aarhus. Alle andre klip i Cirkus Julius blev optaget i Odense, hvor julekalenderen også foregår.
I rollen som cirkusdirektøren Papa Baldoni er Hugo Øster Bendtsen. Annegine Federspiel spiller hans datter, linedanseren Angelina. De to skuespillere udfylder flere roller i serien, da Bendtsen også spiller drillenissen Fennikel, mens Federspiel spiller drillenissen Ingefær. Henrik Svane spiller alt-muligt-manden Secco, mens Henrik Broni spiller den venlige gorilla Brutalis. Den strenge Ebba Dagny Blommenfeldt bliver spillet af Lisbeth Gajhede.