Jullerup Færgeby

Jullerup Færgeby – dansk tv-julekalender på DR

I 1974 var det julekalenderen ’Jullerup Færgeby’, der rullede over skærmene i de danske hjem i december. Julekalenderen er produceret og instrueret af Peter Nielsen og blev sendt på DR og var endnu en julekalender i rækken, hvor hovedrollerne blev spillet af dukker. Siden Jullerup Færgeby blev vist første gang, er den blevet genudsendt hele tre gange. Først i 1982 og derefter i 1990 og igen i 1997. Da Jullerup Færgeby blev sendt første gang tilbage i 1984, var hvert afsnit mellem 15 og 18 minutter. Ved den første genudsendelse i 1982 blev julekalenderen en anelse længere, da en anden julekalender med titlen ’Avisen’ blev sat foran Jullerup Færgeby-afsnittet. Koblingen mellem de julekalenderne var, at færgen skulle fragte aviserne til Jullerup Færgeby. I 1990 og 1997 udgjorde de to julekalender fortsat sammen DR’s samlede julekalender til de danske familier.

En havneby og et skattekort

Handlingen i julekalenderen udspiller sig i havnebyen, Jullerup Færgeby. Havnebyen er ganske vist ikke særlig stor, men ikke desto mindre får børnene Knud, Kaja og Anton tiden til at gå i byen. De tre børn bor ellers i fyrtårnet, men sejler hver dag til byen. Her mødes de med Vera og den nye dreng, Jonas, som også kaldes 44. De fem børn finder sammen et skattekort. På skattekortet står en mærkværdig remse. Sammen med den gamle kaptajn, Guus, begiver de sig i kast med at finde skatten i byen. Jagten på skatten bliver dog ikke nogen nem opgave. Først og fremmest skal hverdagens gøremål og forberedelserne til julen stadig passes. For det andet er remsen på skattekortet svær at tyde og forstå. Remsen lyder: Ansigtet vendt mod den vaklende ost, tog jeg den tredje regnet fra ost. Syv tommer nede er godt begyndt, skrinet er spækket med stormfuglens yndt.

Kendt for sine sange

Jullerup Færgeby er kendt for sine sange, der blev nemme at synge med på. Du kan måske nikke genkendende til ’Kan du få for en krone’ og ’Kalle Kulmules Sømandsvise’? Niels Jørgen Steen komponerede kærlighedssangen ’Jeg ventede på bussen’, som blev sunget af Ulrik Cold og Maria Stenz, som var den tids store stjerne. Men faktisk sang Danmarks rock-mama, Sanne Salomonsen, kor på denne sang. Derudover er der flere kendte danskere, som medvirkede. Jesper Klein var selv både manuskriptforfatter sammen med Asger Pedersen, Hanne Willumsen og Finn Bentzen, men lagde også stemmer til Jonas, Færgemanden, Kalle Kulmule og Mary. Karaktererne Anton, Fyrmester Holm, Kranfører Thorkild og Lodsen Ludvig Lohart fik alle deres stemmer fra Claus Ryskjær. Listen med medvirkende tæller blandt andre Hanne Willumsen som Knud, Helle Hertz som Emma og Vera samt Sanne Brüel som Kaja, Magda og Tobisen.

Kendte sange fra Jullerup Færgeby

Den mest kendte sang fra Jullerup Færgeby, må uden tvivl være ‘Hvad kan du få for en krone‘.

Medvirkende skuespillere i Jullerup Færgeby

Da Jullerup Færgeby er en dukkejulekalender, har vi nedenfor listet, hvem der ligger stemme til hvilke dukker.

  • Claus Ryskjær spiller Anton / Holms Søn / Kranfører Thorkild / Fyrmester Holm / Ludvig Lohart
  • Sanne Brüel spiller Kaja / Holms Datter
  • Hanne Willumsen spiller Knud / Holms Søn
  • Jesper Klein spiller Jonas – kaldet ’44’ / Færgemanden og Tryksen
  • Poul Thomsen spiller Kaptajnen Gus / Gus’s hund Pøs
  • Helle Hertz spiller Emma Holm / Vera Nielsen, Grace’ datter
  • Birgit Brüel spiller Grace Nielsen, butiksejer
  • Lasse Lunderskov spiller Jens Peter Bus, chauffør
  • Maria Stenz spiller Sanger
  • Sanne Salomonsen spiller Sanger
  • Ulrik Cold spiller Sanger

Vinterbyøster

Vinterbyøster – cirkusfamilien kommer i december

Julekalenderen ’Vinterbyøster’ blev produceret af DR og vist i fjernsynet for de danske børn og deres forældre i december i 1973. Julekalenderen blev genudsendt i 1976, og det var ikke uden grund. Vinterbyøster blev nemlig en rigtig populær julekalender blandt de danske familier, hvilket måske hænger sammen med, at det også var den hidtil dyreste produktion herhjemme. Rent faktisk blev den også den første julekalender på dansk tv, der blev genudsendt.

En særlig dukketeaterteknik

Dukker var meget populære i dansk børnefjernsyn i 1970’erne, da det var en billig måde at producere på. Men med denne julekalender blev julekalendergenrens kvaliteten hævet, og der var lagt fokus på detaljerne i produktionen. Manuskriptforfatterne til julekalenderen havde haft succes med at bruge den japanske teknik ’bunraku’ i børneserien ’Søver Sally’. Det var netop denne teknik, der også skulle bruges i Vinterbyøster. Derudover var udformningen af kulisserne gennemtænkte. Kulisserne blev hævet fra jorden, så alle dukkeførerne kunne være under kulisserne, uden seerne ville lægge mærke til dem. Kameraerne var justeret til kun at opfange lys, og derfor var dukkeførerne iklædt sorte dragter.

Cirkusfamilien Caramella – men ingen nisser

I julekalenderen må du kigge langt efter nisser. DR havde nemlig på daværende tidspunkt besluttet, at julekalenderen først måtte ’jule’ i dagene op til juleaften. Vinterbyøsters handling drejer sig derimod, at cirkusfamilien Caramella hvert år flytter til byen. Her skal familien forberede og øve sig på den næste sæsons cirkusoptræden. Familien består både af en far, en mor, en datter og en bedstemor, som alle sammen bidrager til at få cirkusforestillingen til at køre rundt. Datteren, Dorabella, bruger desuden sin tid i byen på at lege med Julius, som er bagerens søn. Julius går og drømmer om en fremtid som cirkusartist, og han er derfor fascineret af og noget interesseret i at følge, hvordan Caramella-familien forbereder sig. I byens kontrolhus bor hr. Stempelkvist, som sørger for, at der er ro og redelighed i Vinterbyøster. Derudover møder seerne Morten, som er det venlige postbud.

Hvem er med i Vinterbyøster?

Der er flere kendte, danske navne på julekalenderens liste over medvirkende. Hanne Willumsen, Finn Bentzen og Jesper Klein har skrevet manuskriptet. Mens de første tre nævnte og stod bag Sørøver Sally, har Jesper Klein også medvirket i et utal af andre børneprogrammer. Han lagde da også selv stemme til flere karakter i Vinterbyøster – både Hr. Stempelkvist, Alfred og bagermesteren. Paul Hagen, der også er kendt fra ’Krummerne’, havde rollen som Carlo og Mimmo og fungerede desuden som julekalenderens fortæller. Julius’ stemme tilhører i virkeligheden Jesper Langberg, mens Vigga Bro foldede sig ud som Dorabella og Rosa.

Noget om nisser

Noget om nisser – julekalender med nisser i vinterhi

Julekalenderen med titlen ’Noget om nisser’ blev vist på DR tilbage i 1972, og det var en julekalender for danske børn. Karaktererne i Noget om nisser blev spillet af snoredukker, og netop snoredukker fra populære i dansk børnefjernsyn i 70’erne. Snoredukkerne var naturligvis nisser med røde huer og træsko – lige præcis som en ’rigtig’ nisse ser ud. Udover snoredukkerne indeholder julekalenderen et særligt og visuelt element i form af silhuet-film. En silhuet-film er en film, hvor der er en statisk baggrund, mens silhuetter bevæger sig henover baggrunden. Silhuet-filmene udgjorde et mere kreativt element, og de var desuden i farver.

Nisser i vinterhi kigger tilbage på oplevelser fra sommeren

I Noget om nisser følger seerne dagligdagen i kæmpehøjen, hvor de fire nisser, Ranunkel, Røllike, Arve og Skræppe, bor. Nisserne har en græshoppe, som også bor i kæmpehøjen. Det er ikke en hvilken som helst græshoppe – den kan nemlig spille violin. Derudover bor ormen, der kan spille harmonika, også i højen sammen med nisserne. I hvert julekalender afsnit hører seerne om nissernes oplevelse fra sommeren. Nisserne er nemlig gået i vinterhi og tænker tilbage på, hvad de fik sommeren til at gå med. Det er netop disse sommerminder, der bliver fortalt med silhuet-film. Det er den nisse, der har haft sommeroplevelsen, som har fortællerstemmen. I hvert afsnit i Noget om nisser bliver der placeret et udklipsbillede på en papirkalender, som er et fast element i julekalenderen.

Kendte personer bag julekalenderen

Det er ikke hvem som helst, der har skrevet manuskriptet til Noget om nisser. Det er nemlig den danske og anerkendte forfatter og digter, Benny E. Andersen, der har været kreativ med nissernes replikker. Derudover er andre kendte danskere fra filmverdenen medvirkende i julekalenderen. Ove Sprogøe, der er kendt som Egon Olsen fra Olsen Banden, lægger stemme til nissen Ranunkel. Vigga Bro, som du måske kender fra Jul i Valhal, er stemmen bag Røllike. Den tidligere tv-vært på DR, Poul Thomsen indtog rollen som Skræppe, mens Arves stemme i virkeligheden tilhører Olaf Nielsen. I Noget om nisser er der også musikalske elementer, som sætter stemningen i julekalenderafsnittet. Det var Folkemusikhuset i Hogager, der havde komponeret tonerne, og der ingen tvivl om, at musikken i julekalenderen netop er inspireret af folkemusik.

Hos Ingrid og Lillebror

Julestemning Hos Ingrid og Lillebror

I julekalenderen Hos Ingrid og Lillebror bliver seerne inviteret indenfor i Ingrid og Lillebrors julestue. Ingrid spilles af Ingrid Skovgaard, mens Lillebror er en dukkekarakter. Det er Bob Goldenbaum, som fører dukken Lillebror i julekalenderen. Ingrid Skovgaard og Bob Goldenbaum endte med at få i alt 11 års samarbejde med produktion af børne-tv.

Karaktererne Ingrid og Lillebror blev første gang kendt på tv med programmet Kikkassen, der blev sendt fra 1966 til 1976. I Kikkassen var det også Ingrid og Lillebror, der var hovedpersonerne eller værterne for programmet. På grund af parrets store popularitet blev det i 1971 besluttet, at der også skulle laves en julekalender. Denne gik under navnet Hos Ingrid og Lillebror. Julekalenderen minder på mange måder om Kikkassen. Hos Ingrid og Lillebror er nemlig bygget op efter det samme format som i Kikkassen. Der er tale om et såkaldt magasinformat, hvilket også er blevet brugt i forbindelse med mange andre programmer senere i tiden.

Magnus Tagmus i Hos Ingrid og Lillebror

At julekalenderen Hos Ingrid og Lillebror blev så populær, skyldes flere ting. Dels var der tale om et særdeles populært værtspar i form af Ingrid og Lillebror. Derudover skyldes en del af succesen med stor sandsynlighed også julekalenderens indslag med Magnus Tagmus. Seerne mødte første gang i 1967 musen Magnus Tagmus i julekalenderen Kender du Decembervej?. Da Hos Ingrid og Lillebror blev sendt i 1971, viste de to værter indslag med Magnus Tagmus. På dette tidspunkt havde karakteren Magnus Tagmus næsten opnået kultstatus herhjemme. Stadig den dag i dag husker de fleste musen Magnus Tagmus, der bor oppe på taget.

Seernes værtsfavoritter

Lillebror og Ingrid blev efter både Kikkassen og julekalenderen Hos Ingrid og Lillebror meget populære blandt seerne. Og seerne kunne nyde godt af værtsparret helt frem til 1976. I 1976 sagde Ingrid Skovgaard nemlig sit job op, og herefter stoppede Ingrid og Lillebror med at lave børne-tv sammen. Dog kunne seerne igen møde Lillebror i 2002. Her tog Bob Goldenbaum nemlig karakteren med i tv-satireprogrammet ”Bertelsen – de uaktuelle nyheder” med Mikael Bertelsen som vært.

Ingrid og Lillebror var på mange måder et særligt tv-par. Dukkeføreren Bob Goldenbaum improviserede nemlig en stor del af tiden i julekalenderen Hos Ingrid og Lillebror. Det medførte, at Ingrid ofte blev forbavset over, hvad Lillebror kunne finde på at sige af kække bemærkninger. Lillebrors bemærkninger og Ingrids reaktion skabte en underholdende relation mellem de to værter – og seerne, der oftest var børn, var vilde med det.

Hvad en møller kan komme ud for

Hvad en møller kan komme ud for – DR-julekalender

På møllerens loft bor der fire nisser på loftet. Nissefar, nissemor og deres to nissebørn. I december måned er der jul i den gamle mølle. På dette tidspunkt holder nisserne af at drille mølleren. Julekalenderen Hvad en møller kan komme ud for blev første gang sendt på DR tilbage i 1970. Hvad en møller kan komme ud for er altså blandt de første børnejulekalendere, som er produceret herhjemme i Danmark.

Udover nissefamilien bor der også en mus oppe på møllerens loft. Musen går under navnet Konradsen. Konradsen ligner på mange måder kultfiguren Magnus Tagmus. Den eneste tydelige forskel er, at Konradsen bærer jakkesæt, mens Magnus Tagmus ikke bærer tøj. Magnus Tagmus blev første gang introduceret i julekalenderen Kender du Decembervej?. Kender du Decembervej er ligesom Hvad en møller kan komme ud for en DR-julekalender. Første gang Magnus Tagmus optrådte på skærmen var i 1967. På grund af karakterens store popularitet blev der året efter produceret en ny julekalender med Magnus Tagmus i en af de primære roller.

Instruktøren bag Hvad en møller kan komme ud for

Bag Hvad en møller kan komme ud for står Thorkild Demuth som instruktør. Thorkild Demuth har også tidligere instrueret flere børnejulekalendere på DR. Instruktørrollen var altså ikke helt ny for ham i 1970. Thorkild Demuth står blandt andet bag den populære børnejulekalender Hos Ingrid og Lillebror fra 1971. Også den næsten kultagtige julekalender om Magnus Tagmus var Thorkild Demuth med til at instruere og producere. Mange kender desuden Thorkild Demuths stemme fra introduktionen til Fredagsbio med Anna og Lotte. Det er nemlig Thorkild Demuth, som siger den meget kendte frase ”Nøøj, det’ for børn”.

Drillerier i møllen

Hvad en møller kan komme ud for består af 24 afsnit. Julekalenderen blev sendt i december måned i 1970 op til juleaften. På den måde ligner formatet fra denne julekalender de tidligere børnejulekalendere. I Hvad en møller kan komme ud for var der dog stort fokus på julen og på nissernes drillerier. Dette var ikke tilfældet ved alle de tidligere julekalendere. Faktisk var flere af børnejulekalenderne før 1970 produceret helt uden julen som omdrejningspunkt.

Hvad en møller kan komme ud for, går også under navnet Hvad en møller kan komme ud for, når der er nisser på loftet eller Jul i den gamle mølle. Netop fordi, julekalenderen udspiller sig i en mølle med julenisser på loftet, der hver dag finder på nye måder, hvorpå de kan gøre livet en smule sværere for mølleren.

De to i Ledvogterhuset

De to i Ledvogterhuset – DR-julekalender fra 1969

I 1969 sendte DR sin første julekalenderproduktion med rigtige skuespillere i hovedrollerne. Førhen havde karaktererne i de danskproducerede julekalendere primært været dukker og bamser. I De to i Ledvogterhuset spiller Jens Okking ledvogteren Jens, mens Anne Marie Helger spiller Rie, ledvogterens hustru. I husholdningen var desuden rigtige, levende dyr. Det var også nyt i julekalenderproduktionerne på dette tidspunkt. Jens og Ries husholdning består blandt andet af en høne, et marsvin, en gedebuk og en hundehvalp. Thorkild Demuth har instrueret De to i Ledvogterhuset. Manuskriptet er skrevet af Henning Ipsen og Thorkild Demuth.

Der er blot produceret én julekalender af De to i Ledvogterhuset. Dog optrådte Jens Okking og Anne Marie Helger igen i de to roller Jens og Rie i 1971. Det skete i julekalenderen Hos Ingrid og Lillebror, der første gang blev sendt på DR i 1971. D. 24. december var alle karaktererne fra de tidligere års børnejulekalendere nemlig inviteret ind Hos Ingrid og Lillebror.

Fortællingen i De to i Ledvogterhuset

I Ledvogterhuset går dagene i december blandt andet med, at Jens arbejder på at få sin bil repareret. Imens er Rie i gang med at strikke en julegave til Jens. Hver dag fortæller enten Jens eller Rie en historie. Denne historie knyttede sig altid til den samme historie, som om morgenen var blevet sendt i radioen. Alle de små historier er skrevet af Henning Ipsen.

Som med flere af de andre børnejulekalendere i 1960’erne er der ikke tale om et egentligt plot i De to i Ledvogterhuset. I stedet består julekalenderen altså af flere mindre historier. Dog følger vi gennem hele december, at Jens reparerer sin bil, og Rie strikker en julegave til Jens. Men en mere sammenhængende fortælling er der altså ikke tale om i De to i Ledvogterhuset.

”Goddag, goddag, tag hatten af”

I parret Jens og Ries husholdning bor også en talende papegøje. Hver dag siger papegøjen ”Goddag, goddag, tag hatten af” som hilsen til Rie og Jens. Denne hilsen blev tilbage i 1969, hvor De to i Ledvogterhuset blev sendt, en velkendt sætning. Gennem hele december blev papegøjens hilsen nemlig brugt som replik over hele landet.

Papegøjens gentagelse var ikke tilfældigt bestemt fra instruktørens side. Thorkild Demuth har nemlig udtalt, at man hvert år forsøgte at finde på letgenkendelige gentagelser, som børnene kunne huske. Dette princip gjorde sig blandt andet også gældende i julekalenderen Kender du Decembervej?. Når toget hver dag kørte afsted i julekalenderen fra 1967, råbte Kong Bamselejse ”Op med døøren – i med døøren”. Denne catchphrase forbandt mange senere hen med julen i netop 1967, på samme måde som ”Goddag, goddag, tag hatten af” knyttede sig til december måned i 1969 og julekalenderen De to i Ledvogterhuset.

Besøg på Decembervej

Besøg på Decembervej – Gensyn med Magnus Tagmus

Musen Magnus Tagmus er en stor del af grunden til Besøg på Decembervej’ store succes. Sammen med Kender du Decembervej fra 1967 opnåede julekalenderkarakteren nærmest kultstatus herhjemme i Danmark. Magnus Tagmus er desuden den første figur, som har været med i en julekalender to år i træk. Første del i serien om musen på taget blev i øvrigt genudsendt allerede i 1971. Genudsendelsen skete i forbindelse med julekalenderen Hos Ingrid og Lillebror.

Selvom Besøg på Decembervej er anden del i serien om Magnus Tagmus, adskiller denne sig meget. Der er nemlig stor forskel på, hvordan Kender du Decembervej og Besøg på Decembervej er bygget op. I Kender du Decembervej er der tale om en sammenhængende fortælling over 24 afsnit. Omvendt er Besøg på Decembervej delt i 24 individuelle historier uden relation til hinanden. De 24 individuelle historier blev ved hvert afsnit læst op af skuespillere. Magnus Tagmus var derfor ikke på samme måde som i Kender du Decembervej? omdrejningspunkt. Faktisk var musen blot med i introen til aftenens julekalenderafsnit. Samme princip gjaldt de øvrige dukker og figurer, som blev introduceret i Kender du Decembervej?

De medvirkende i Besøg på Decembervej

I Besøg på Decembervej var produktionsforholdene på flere måder blevet forbedret sammenlignet med Kender du Decembervej? På samme måde medvirkede et større hold ved anden del af julekalenderserien med Magnus Tagmus. Manuskriptet til Besøg på Decembervej er igen lavet af Bob Goldenbaum. Instruktøren var ligeledes igen Thorkild Demuth, som også instruerede Kender du Decembervej? året før. Som dukkeførere finder vi Hanne Willumsen, Vibeke Kyhl, Finn Bentzen og Suste. Udover personerne bag kameraet var der i år 1968 også en række medvirkende foran kameraet. Blandt andet spillede Birgit Zinn bagerjomfru, og Vigga Bro spillede kvindelig ekspedient i en legetøjsbutik. Som i Kender du Decembervej? lagde Jørn Rose og Inge Ketti igen stemmer til dukkerne i Besøg på Decembervej.

De første børnejulekalendere på dansk tv

Traditionen med at lave julekalendere med et afsnit hver dag i december stammer fra Sverige. I 1962 producerede DR den første danske julekalender. Historier fra hele verden blev den kaldt. Siden har formatet omkring børnejulekalendere ændret sig betragteligt. I begyndelsen var der blandt andet ikke altid tale om en sammenhængende fortælling mellem de 24 afsnit. I stedet bestod julekalenderen af 24 individuelle historier. Dette princip gør sig ligeledes gældende i Besøg på Decembervej. I øvrigt var det ikke altid tilfældet, at julekalenderne handlede om jul. I anden julekalender om Magnus Tagmus er der eksempelvis flere af historierne fortalt af skuespillere, som ikke har jul som tema.

Kender du Decembervej?

Kender du Decembervej? Mød Magnus Tagmus

Julekalenderen Kender du Decembervej? blev DR’s første store julekalendersucces. Første gang julekalenderen blev sendt var tilbage i 1967. Allerede året efter i 1968 fulgte anden del i samme serie – nemlig julekalenderen Besøg Decembervej. Både i Kender du Decembervej? og Besøg på Decembervej har musen Magnus Tagmus som hovedperson. Det er især denne karakter, som efterfølgende har gjort, at de to julekalendere nærmest har opnået kultstatus herhjemme.

Det var i 1968 stadig forholdsvist nyt at producere børnejulekalendere i Danmark. Den første julekalender for børn, Historier fra hele verden, blev sendt på DR i 1962. Der var derfor ikke tale om store produktionsforhold, da Kender du Decembervej? med Magnus Tagmus blev optaget. Optagelserne foregik i et lille studie på Nørrebro i København. Til rådighed var kun ét enkelt kamera og to skuespillere. På grund af de beskedne forhold måtte der tages kreative metoder i brug. Blandt andet fandt en af dukkemestrene på at lave lokomotivrøg ud af røg fra cerutter. En rigtig skorsten var der nemlig ikke budget til. Løsningen med cerutterne resulterede blandt andet i en knap så indbydende lugt i produktionslokalerne.

Historien om Magnus Tagmus

På Decembervej bor Morten. Og på hans værelse er der fyldt med legesager. Om natten, når Morten lægger sig til at sove, vågner alt legetøjet. Det er Kong Bamselejse, der bestemmer på værelset over blandt andet Krudt Karl, Columbine og Pjerrot. I løbet af de første par afsnit af Kender du Decembervej? flytter også dukkerne Jakob og Ula ind på Mortens værelse. Ula er kommet helt fra Afrika. Også i Kender du Decembervej? er der altså fokus på u-lande. Dette var også tilfældet i flere af de foregående julekalenderproduktioner fra DR.

Mortens legetøj møder Magnus Tagmus oppe på taget, når de kører i tog rundt på husets tagrende. Hver nat tager Jakob og Ula på tur for at finde flere togvogne til Morten. De ved nemlig, at Morten ønsker sig endnu flere togvogne til sit lokomotiv. Det er på disse ture, at de møder Magnus Tagmus oppe på taget. Her er han altid i færd med at bygge eller ordne noget.

Genudsendelse i julekalenderen Hos Ingrid og Lillebror

I 1971 blev Kender du Decembervej? genudsendt i julekalenderen Hos Ingrid og Lillebror. Det var nemlig dette år, hvor Ingrid og Lillebror også fik deres egen julekalender. Aftenens afsnit startede altid hos Ingrid og Lillebror. Herefter blev dagens afsnit af Kender du Decembervej? med Magnus Tagmus sendt.

Bag Kender du Decembervej? står Thorkild Demuth som instruktør og Bob Goldenbaum som manuskriptforfatter. Det er Jørn Rose og Inge Ketti, som har lagt stemmer til dukkerne. Begge har før medvirket i børnejulekalendere produceret af DR. Erik Sørensen medvirkede i Kender du Decembervej? som dukkemager.

Børnenes Julekalender

Børnenes Julekalender – en utraditionel kalender

I 1966 var årets julekalender på mange måder anderledes end de hidtidige år. I stedet for at bestå af 24 sammenhængende afsnit bestod julekalenderen nemlig af fire forskellige serier. Børnenes Julekalender hed julekalenderen i 1966, og den blev sendt på DR. Fra 1. til 6. december kunne børnene følge historien om Kaninen Langøre. 7. til 12. december blev serien Hvordan man opdrager sine forældre sendt. Fra 13. til 18. december omhandlede Børnenes Julekalender Det store træ. Og sidst, men ikke mindst kunne børnene fra 19. til 24. december følge Jul i Skovly.

Det var imidlertid ikke helt nyt, at afsnittene i julekalenderne på denne tid ikke havde direkte sammenhæng med hinanden. Flere af julekalenderne for børn i 1960’erne bestod nemlig af små separate historier. Tilmed var det ikke altid sådan, at julekalenderne overhovedet handlede om jul. Det nye ved Børnenes Julekalender i 1966 var, at julekalenderen bestod af fire forskellige serier á seks afsnit hver. På den måde kan man i 1966 tale om en utraditionel julekalender.

De fire fortællinger

I Kaninen Langøre, som blev sendt de første seks dage i december i 1966, møder vi Ole Langøre. Derudover er også pindsvinet Stikke og bolden Bum med i fortællingen om Kaninen Langøre. Historien handler om, at menneskene i hjemmet, hvor de tre venner bor, tager afsted på ferie. Dermed er Ole Langøre, Stikke og Bum nu alene hjemme. Det er Wagn Benneballe, som producerede Kaninen Langøre.

Efterfulgt af Kaninen Langøre kom serien Hvordan man opdrager sine forældre i Børnenes Julekalender. Det er uden tvivl denne serie af de fire, som har tiltrukket størst opmærksomhed og omtale efterfølgende. I serien fortæller trolden Laban om, hvordan børnene kan snyde og manipulere deres forældre. Egentlig er det drengen Dennis, som er hovedperson i serien. Trolden Laban lærer ham blot, hvordan han skal snyde sine forældre til at få sin vilje. Jannik Hastrup og Flemming Quist Møller står bag denne anden del i Børnenes Julekalender. De to er blandt andet kendte for at have stået bag ”Bennys Badekar”.

Det store træ, som efterfulgte Hvordan man opdrager sine forældre i Børnenes Julekalender, handler om en ormefamilie. Her møder børnene blandt andet de to frøkener Louise og Therese. Også generalen Hector Kock, Fru Putte, digteren Hippolyttes og en tyveknægt er med i serien. Det er Per Nielsen, Hanne Willumsen og Finn Bentzen, som står bag Det store træ i Børnenes Julekalender.

Først i den sidste serie, Jul i Skovly, bliver julen et tema i Børnenes Julekalender. Her er der nemlig nisser med i fortællingerne. Og julen havde været savnet i julekalenderen. I hvert fald at dømme ud fra de omtaler, som Børnenes Julekalender fra 1996 efterfølgende fik.

Juleteatret

Mød Kasper og Lisette i julekalenderen Juleteatret

Julekalenderen Juleteatret udspiller sig i et dukkemagerværksted. Hver aften, når dukkemageren forlader værkstedet, vågner alle dukkerne. På dukketeatrets scene fremfører de to dukker Kasper og Lisette forskellige kendte teaterstykker, mens dukkemageren er væk. De øvrige dukker, som også vækkes til live om natten, er tilskuere til Kasper og Lisettes optrædener.

Mange børn og voksne er allerede bekendte med de teaterstykker, som fremføres i Juleteatret. Blandt andet optræder Kasper og Lisette med den kendte fortælling Prinsessen på Ærten. Også dukkerne Bamse Blåtand, Hr. Kedelig Karl og Uglen hjælper Kasper og Lisette med forestillingerne. Flere steder i Kasper og Lisettes teaterstykker er inkorporeret satiriske elementer. De forestillinger, som bliver vist i Juleteatret, henvender sig derfor også på visse parametre til ældre børn og voksne. Det på trods af at julekalenderen først og fremmest er en produktion til børn.

Dukkeførerne bag Kasper og Lisette

Hovedpersonerne i Juleteatret, Kasper og Lisette, er som sagt to dukker, der vækkes til live om natten i værkstedet. Det er Bob Goldenbaum, som fører dukken Kasper i julekalenderen. Lisette føres af Hanne Willumsen. Begge debuterede som dukkeførere i Juleteatret i 1965. Før sin medvirken i Juleteatret arbejdede Bob Goldenbaum som regissør og Hanne Willumsen som skrædder. Selvom det var første gang, de to prøvede kræfter som dukkeførere, var skuespilverdenen altså ikke helt fremmed for dem.

Mens Bob Goldenbaum og Hanne Willumsen førte Kasper og Lisette på dukketeatrets scene, lagde Jørn Rose og Inge Ketti stemmer til dukkerne. Jørn Rose var dengang ikke helt ny på julekalender-scenen. Han havde nemlig også førhen medvirket i den første danskproducerede julekalender Historier fra hele verden, som udkom i 1962. Derudover lagde Jørn Rose stemme til figurer i julekalenderne Nisserne Tim og Tam (1963) samt Bonus og Minus (1964).

Fokus på forholdene i u-lande

I årene før 1965 havde der i alle de danskproducerede julekalendere været indslag fra forskellige u-lande. Her var Juleteatret ingen undtagelse. Også i 1965, da Juleteatret første gang blev sendt på DR, var der fokus på forholdene i forskellige u-lande. Til DR’s tv-julekalendere blev også fremstillet en trykt julekalender. Denne indtjente hvert år et overskud, som gik til velgørenhed i u-landene.

Bag Juleteatret står Thok Søndergaard som manuskriptforfatter. Thok Søndergaard står ligeledes bag manuskriptet til flere andre børnejulekalendere. Her tæller blandt andet Bonus og Minus, hvor Thok Søndergaard også inkorporerede forskellige indslag fra u-lande. Det er generelt et kendetegn for de første danskproducerede julekalendere, at de omhandler to forskellige historier. Både små historier om nisser, dukker og trolde hjemme i Danmark og historier fra fjerne lande rundt om i verden.