I 2003 besluttede TV 2 at lave en julekalender med kristendommen som omdrejningspunkt. To år senere i 2005 ville tv-stationen skabe en julekalender omhandlende nordisk mytologi. Resultatet blev børnejulekalenderen Jul i Valhal, der blev sendt fra 1. til 24. december i 2005.
Jul i Valhal er blandt andet inspireret af tegneserien Valhalla. Det er Peter Madsen, som står bag tegneserien, som desuden blev lavet til en tegnefilm i 1986. Noget særligt ved Jul i Valhal er blandt andet, at manuskriptforfatterne valgte at gøre guderne både fjollede og humoristiske. Det mødte kritik blandt nogle – de fleste seere og især børnene var dog begejstrede for karaktererne. Jul i Valhal blev endda den julekalender med det største seertal fra 2000 til 2010. Gennemsnitligt så intet mindre 1.232.000 seere med hver aften, når det næste afsnit af julekalenderen rullede over skærmen.
Sofie og Jonas’ kamp mod Lokes onde planer
Jul i Valhal begynder med, at Sofie og hendes mor sammen flytter midlertidigt ud til Sofies mormor, Ragnhild. Ragnhild bor i et hus ude i skoven. Her skal Sofie og hendes mor bo, indtil de skal flytte til Singapore, hvor moren har fået nyt job. Det er dog ikke kun Sofie og moren, som bor hos Ragnhild. Også skovløberen Asbjørn og hans to børn Emma og Jonas bor i huset.
I begyndelsen har især Sofie og Jonas vanskeligt ved at bo under samme tag. Det ændrer sig dog, da de sammen finder guden Loke i en stendysse ude i skoven. Loke sidder fanget, fordi han for mange år siden dræbte guden Balder. Han er dog snu og får hurtigt lokket Sofie og Jonas til at slippe ham fri.
Så snart Loke er på fri fod, rejserne han ud til jætterne for at planlægge en kamp mod guderne, som i sin tid lænkede ham fast i stendyssen. Ragnarok er under opsejling. Det er nu op til Sofie og Jonas at få stoppet Lokes onde planer. Sammen rejser de til Valhal, hvor guderne bor. I Valhal allierer Sofie og Jonas sig med guderne for at stoppe ragnarok og verdens undergang. Blandt andet får de hjælp fra gudernes overhoved Odin og hans søn Thor. Også gudinden Ydun og guden Heimdal slutter sig til i kampen mod Loke og jætterne.
Holdet bag Jul i Valhal
I de mest centrale roller spiller Laura Buhl Sofie, mens Jonas spilles af Lukas Thorsteinsson. Derudover er også blandt andre Troels Lyby, Ann Eleonora Jørgensen og Vigga Bro en del af skuespillerholdet bag. Det er Martin Schmidt, som har instrueret Jul i Valhal. Kendingsmelodien til Jul i Valhal er skrevet af Martin Brygmann.
Hvilket nyt job har moren fået.?