Jul i Juleland – læs om den hyggelige julekalender her
TV2-julekalenderen Jul i Juleland fra 1993 er efterfølgeren til Skibet i Skilteskoven, der blev sendt året før. I Jul i Juleland følger man igen Sømanden Otto, der sammen med sin papegøje Bounty bor på skibet Julia i Skilteskoven. I denne julekalender flytter nisserne Karse, Brumle og Gyvel ind i bunden af skibet. Sømanden Otto ejer Skilteskoven, hvor han sælger juletræer, men nogen har helt andre planer for skoven.
Den københavnske investor Wilhelm Kayser bor oppe i møllen. Han vil købe Ottos skov og omdanne den til et gigantisk juleland med mekaniske nisser, farvestrålende lys, pølseboder, parkeringspladser og falsk sne. Som han siger: ”Der findes ikke magen til i hele kongeriget”. Wilhelm Kayser får hurtigt overtalt borgmesteren til at støtte planen. Borgmesteren ser hurtigt for sig, at julelandet vil tiltrække turister fra nær og fjern. Men borgmesterens datter Henry, Karen-Marie fra Landhandelen og sømanden Otto er alle imod planen. De kæmper nu for at bevare Skilteskoven. De tre nisser Karse, Brumle og Gyvel er flygtet fra Wilhelm Kaysers mølle, hvor de boede før. Nu bor de i bunden af Ottos skib. De allierer sig med skovfeen for at stoppe Wilhelms Kaysers juleplaner.
En hjertevarm julekalender
Jul i Juleland er fyldt med kærlighed og hjertevarme, hvor venskab vægter højere end forbrug og penge. Julekalenderen blev hurtigt populær hos danskerne, og den tiltrak tæt på 900.000 seere hver eneste aften. Hverken Skibet i Skilteskoven eller Jul i Juleland er nogensinde blevet genudsendt.
Selvom Jul i Juleland er efterfølgeren til Skibet i Skilteskoven, er det ikke alle skuespillerne, der er gengangere. Komikerne fra Linie 3 spillede nisser i Skibet i Skilteskoven, men de var på turné, da Jul i Juleland blev optaget. Derfor måtte julekalenderen introducere tre nye nisser, Karse, Brumle og Gyvel.
Karse bliver spillet af Kurt Ravn, Brumle bliver spillet af Tom McEwan og Gyvel spilles af Sonja Oppenhagen. Julekalenderen introducerer også Charlotte Fich. Hun spiller skovfeen og synger introsangen til julekalenderen, mens Ulf Pilgaard spiller rollen som Borgmester van Brehmen. Waage Sandø medvirker for første gang som den griske Wilhelm Kayser, der vil forvandle skoven til et juleland.
Jul i Juleland byder også på en række gengangere fra Skibet i Skilteskoven. Otto Brandenburg spiller sømanden Otto, mens Amalie Ihle Alstrup spiller borgmesterens datter Henry. Karin Jagd spiller igen Karen-Marie fra Landhandelen, og Tommy Kenter medvirker endnu en gang som den sangglade Willy Vox.